Klimamedarbejder ved Asiaq, Grønland

Klimamedarbejder ved Asiaq, Grønland

Har du lyst til at arbejde med grønlandske klimadata, der har stor bevågenhed både internationalt og i Grønland?

 

Asiaq er en nettostyret virksomhed under Grønlands Selvstyre. Med i alt 28 tværfaglige og internationale medarbejdere er vi ansvarlige for at overvåge det ikke-levende miljø i Grønland og spiller en væsentlig rolle som Grønlands center for data, viden og kompetencer vedrørende det fysiske miljø. Vores opgaver spænder fra forskning, rådgivning og kommercielle aktiviteter til overvågning og rådgivning til offentlige myndigheder.

Stillingen som klimamedarbejder er tilknyttet faggruppen Hydrologi, Klima og Miljø, der arbejder med klima-, hydrologi- og miljødata fra indsamling til formidling, samt er ansvarlig for et netværk af automatiske vejrstationer i Grønland og derfor omfatter både teknikere, akademikere og forskere.

Som klimamedarbejder vil du spille en vigtig rolle i forhold til at sikre den høje kvalitet af klimamoniteringsdata, som vi tilstræber. Du kommer til at arbejde med data fra det indsamles i felten, over dokumentation og kvalitetssikring, til analyse og formidling til vores kunder, forskningsprojekter og offentligheden i Grønland. Du vil være med til at udvikle og udvide vores projekter inden for vejr- og klimaobservationer i tæt samarbejde med kollegaer på Asiaq, såvel som eksterne partnere. Jobbet er baseret i Nuuk, men der vil også være mulighed for feltarbejde rundt om i Grønland.

Du har en relevant videregående uddannelse fx ingeniør, geograf eller geofysiker og har kendskab til meteorologi og klimatologi, gerne under arktiske forhold. Du har erfaring med feltmåling af klimaparametre såvel som datahåndtering og analyse. Det er desuden en fordel hvis du har erfaring med databaser, systematisk kvalitetssikring, statistiske analyser og GIS.

Du har gå-på-mod, er klar på at sætte dig ind i nye arbejdsområder og kan forestille dig at bo i Grønland. Du er god til at formulere dig både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk. Du kan arbejde som en del af et team men også træffe selvstændige beslutninger. Du skal være almindeligt sund og rask og være klar på i kortere perioder at overnatte i telt i ødemarken i forbindelse med feltarbejde.

 

Ansættelsesvilkår

Løn - og ansættelsesvilkår ifølge overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og relevant faglige organisation. Der anvises personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør. Tiltrædelse 1. oktober 2018, eller efter aftale.

Vil du vide mere

Du kan læse om Asiaq på www.asiaq.gl. Du er velkommen til at høre nærmere om stillingen hos fagkoordinator Dorthe Petersen på dop@asiaq.gl eller forskningsassistent Kerstin Rasmussen på ker@asiaq.gl.

Ansøgningsfrist

Ansøgningen skal være Asiaq i hænde senest søndag den 12. august 2018. Samtaler vil blive afholdt 16., 17. og 20. august 2018.

Mærk ansøgningen ”Klimamedarbejder” og vedlæg CV, samt relevante eksamenspapirer. Send ansøgningen til mailadressen asiaq@asiaq.gl.